For 10 år siden gik min krop i baglås
For 10 år siden gik min krop i baglås, bogstavelig talt.
Det skyldtes angst over klimakrisen, og den fremtid kloden gik i møde. Det vidste jeg bare ikke dengang. Min krop opfattede dog truslen, og svarede ved at knuge sig helt sammen, så jeg hverken kunne ligge på mave, side eller ryg - og dermed ikke sove. Det var uholdbart.
En ven havde henkastet nævnt Manuvision, og jeg kunne mærke behovet for at prøve det. Jeg ringede ind, fortalte hvad problemet var, og fik at vide, at jeg skulle gå til Filip Rankenberg. De næste mange måneder gik jeg med jævne mellemrum, 1-2 gange pr. måned. Det var en stor post for mig, der var på SU, men det var det hele værd.
Ryggen blev løsnet. Langsomt, lidt efter lidt. For der var noget i mig der skulle løsnes, noget der havde været et par år om at stivne. Den slags tager tid. Jeg havde måske ønsket, at jeg bare kunne blive fikset med det samme, men Filip kendte min krop bedre end jeg, og pacede mig frem, så jeg kunne følge med.
Jeg fik min søvn tilbage. Jeg fik bevægelsen tilbage. I tilgift fik jeg en kropsbevidsthed jeg aldrig havde haft! Som en gave kunne jeg nu mærke, når spændingerne var på vej. Og så vidste jeg, hvad der skulle til. At stoppe op, trække vejret, og lade følelserne passere.
Det er ti år siden, men de behandlinger jeg fik dengang bliver ved med at give, bare i den viden jeg fik om mig selv.
Jeg kan stadig godt finde på at få en behandling i ny og næ når livet kaster en masse ting min vej. Det er en gave til sig selv, at få en hel times uafbrudt opmærksom på sig selv og det der sker inde i en. Man rejser sig fra briksen, lettet i krop og sind.
Kroppen ved nogle ting om mig som jeg endnu ikke har forstået, og dér er Manuvision en vigtig del af min selvforståelse og -udvikling. De oversætter for mig, det som jeg ikke forstår.
1 de noviembre de 2019
Opinión espontánea