Kære Marie Götche og Morten Kronborg.
Jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg ser, at I har valgt at skrive denne anmeldelse, og jeg har svært ved at forstå, hvad I får ud af at skrive den. Jeg har simpelthen ikke anet, hvad jeg skulle svare, men jeg har fået mange opfordringer til ikke bare at lade den stå ubesvaret, mens sagen fortsat verserer ved retten.
Vi er naturligvis meget uenige i den beskrivelse, der gives her, og jeg synes ærligt talt, at anmeldelsen er langt over stregen.
Arbejdet blev ikke standset uden grund. På tidspunktet for byggestoppet havde vi meget betydelige forfaldne tilgodehavender. Inden byggestoppet blev en realitet, havde vi sendt gentagne rykkere og varslet, at vi var nødt til at standse arbejdet, hvis betalingerne ikke blev bragt i orden.
Jeg har under hele forløbet forsøgt at finde en mindelig løsning, som kunne være til gavn for alle parter. Det er desværre ikke lykkedes, og vi står derfor i dag med en retssag, som nu har stået på i næsten fire år.
Jeg har efterfølgende fået oplyst, at I tidligere har været involveret i retssager med andre håndværkere. Dette er imidlertid min første retssag i mine mere end 12 år som selvstændig. Det har i øvrigt været nogle meget indholdsrige samtaler med dem.
Vi har gennem mere end 12 år udført over 1.500 opgaver, og dette er den eneste sag, hvor vi har haft en tvist af denne karakter. Derfor mener vi heller ikke, at denne anmeldelse giver et retvisende billede af det samlede forløb.
Der er fortsat et væsentligt økonomisk mellemværende mellem parterne, som endnu ikke er afgjort. Af den grund finder vi det heller ikke hensigtsmæssigt at gennemgå alle sagens detaljer offentligt på Trustpilot.
Vi ser meget frem til endelig at få sagen afgjort – nu næsten fire år efter byggeriet – når sagen skal hovedforhandles ved retten den 2. november 2026.
Med venlig hilsen
Mathias Holm