Kære Jørgen Jepsen
Det er en kedelig bedømmelse, du har givet os. Det er sjældent, der er nogen, der kritiserer os, så jeg vil gerne prøve at svare. Jeg bliver nødt til at svare i overordnede vendinger for at beskytte dig mod videregivelse af personlige oplysninger.
Vi er som speciallægeklinik forpligtet til at diagnosticere, før vi sætter et behandlingsforløb i gang, og vi har gode erfaringer med at gøre dette, idet vi hjælper cirka 90 % af vores patienter med deres søvnproblemer. Der er mere end 80 forskellige diagnoser på søvnområdet. Vores læge og jeg selv, der er psykolog, har forskellige special-kompetencer inden for søvnmedicin.
Vi bruger op til 1½ time på en indledende konsultation, som følger det, man bliver præsenteret for telefonisk ved henvendelse til ScanSleep. Afhængig af problematik kan konsultationen foregå hos læge, psykolog eller os begge:
De 1½ time i en konsultation hos mig bliver brugt på en screening af almen fysiologiske, søvnfysiologiske og almenpsykologiske årsager bag personens søvnproblemer, og dette danner baggrund for vores anbefaling til videre forløb, der kan have 4 forskellige udfald:
1. Videreundersøgelse og evt. igangsætning af behandling hos vores læge (denne er inkluderet i prisen på den indledende konsultation)
2. Søvnundersøgelse i søvnlab/i eget hjem, som kan være i offentligt regi eller hos os, det er 10-20 %, der anbefales dette
3. Igangsætning af et behandlingsforløb, der kan være hos vores special-uddannede sygeplejersker og har en fast pris, uanset antallet af konsultationer, hvis ikke der er komplicerende faktorer. Er der tale om sammensatte problemer, behandles de af læge eller psykolog, og det er selvsagt individuelt, hvad der behandles, og hvor langt et forløb bliver
4. Ingen behandling, idet den afklarende indledende samtale i en del tilfælde er tilstrækkelig til at personen kan håndtere sit problem selv.
Er problemet søvnløshed som en primær mental søvnforstyrrelse, præsenteres man for en søvnforståelse, som oftest er meningsfuld for patienten, hvorefter man i hovedlinjer bliver præsenteret for det efterfølgende behandlingsforløb. Dette forløb findes ikke i offentligt regi, og kombinationen af søvnspecialistudredning og behandlingen er unik for ScanSleep i Danmark.
Det er rigtigt, at vi ikke udpensler et behandlingsforløb. Det er meget en tillidssag. Dels fordi vi prioriterer ovenstående udredning ved første konsultation, dels fordi forløbet er individuelt, og former sig efter den enkelte patient, og ikke mindst pga. timingen, nemlig at det giver bedst behandlings-resultat, hvis behandlings-elementerne bliver præsenteret og begrundet på rette tid i forløbet, så man ikke svækker behandlings-effekten ved at spekulere over en masse information, man har fået før forløbet.
Vi er overbevist om, at det er det, der gør, at vi har så stor behandlings-effekt. Og mistillid er en begrænsende faktor. Vi håber snart at kunne offentliggøre nogle statistikker over behandlings-effektivitet, men foreløbig må man se nogle af kommentarerne på vores hjemmeside og ringe og spørge.